Om IVÆKSTprisen

Vinderen af IVÆKSTprisen 2016 findes i Lemvig.

 

Den 10. december 2015 vandt eGastro den prestigefyldte IVÆKSTpris i kategorien Årets Guldkantsiværksætter. Prisen gives til den person eller virksomhed, der står som et fremragende eksempel på, at Udkantsdanmark og vækst sagtens kan gå hånd i hånd.

 

Peter Mortensen og Thomas Henriksen fik bl.a. følgende begrundelse med på vejen:

 

Peter og Thomas har på fin vis bragt et traditionelt erhverv ind i den digitale tidsalder. eGastro er et lysende eksempel på, at en forretning solidt funderet i den vestjyske muld sagtens kan se hele Danmark som sin markedsplads”

 

IVÆKSTprisen er iværksættermiljøets egen pris, som hvert år hylder de dygtigste danske iværksættere. Prisen gives til firmaer, der har udmærket sig på vækstskalaen, men prisen handler også om den gode iværksætterhistorie. Derfor er IVÆKSTprisens vindere i høj grad ildsjæle, der bryder rammerne og inspirerer andre med deres innovative ideer og vovede iværksættereventyr.

 

Det er publikum selv, der nominerer. Herefter udvælger en jury de bedste kandidater, der skal med i opløbet om at vinde priserne. Til sidst stemmer publikum på disse kandidater.

IVÆKSTprisen bliver arrangeret af erhvervsportalen IVÆKST i samarbejde med Google, Deloitte, e-conomic, Codan og ASE. Det er repræsentanter fra topledelsen hos disse firmaer, der udgør IVÆKSTprisens jury. IVÆKSTprisen blev første gang uddelt i år 2008.

 

Med den flotte pris i hånden udtrykte Peter og Thomas:

”I to år har vi solgt de bedste fødevarer til de bedste kunder. - Og jeres overvældende opbakning har båret os frem til vores nye titel; Årets Guldkantsiværksætter. Tusind tak!

Vi er meget glade og stolte. Fedt at få dette skulderklap for eGastro, som er vores passion og projekt, og fedt at være en positiv historie fra Vestdanmark”